Pensum for Modul 1

Pensum for modul 1.1 Efter modul 1.1 skal den studerende kunne: Anatomi og fysiologi · Anvende normalanatomisk terminologi ved beskrivelsen af menneskets makroskopiske anatomi i forhold til snitplaner, relative positioner (f. eks. Anterior/posterior), samt ledbevægelser (f. eks. flexion/extension) Frontalt snit, sagitalt snit, horisontalt snit. Anterior/posterior, proximal/distal, cranialt/caudalt, superior/inferior, medial/lateral, dorsal/palmar, dorsal/plantar. Flexion(sammentrække)/extension(udstrække), supination(suppeskål)/pronation(modsat), abduction(ud fra kroppen med armen)/adduction(lægge armen til kroppen), depression(ned med skuldre)/elevation(op med skuldre), rotation (i underarmen), circumduction(hele vejen rundt), protraction(skuldre fremad)/retraction(skuldre tilbage), inversion(fodsålen ind)/eversion(fodsålen ud), opposition(lillefinger og tommelfinger)/reposition. · Benævne på latin kroppens anatomiske regioner (f.eks. genu) Hoved: caput Ansigt: facies Hals: cervix Skulderregion: regio acromeoclavicularis Brystkasse: thorax Brystben: sternum Mave: abdomen Bækken: pelvis Overarm: Brachium Underarm: antebrachium Hånd: manus Finger: digiti manus Håndflade: palmar Hofte: coxa Knæ: Genu Underben: crus Lår: femur Fod: pes Tæer: digiti pedis Hasen: poples Leg: sura Hæl: calx · Med udgangspunkt i skulderen, foretage en systematisk beskrivelse af et led · Med udgangspunkt i milten, foretage en systematisk beskrivelse af et organ · Kunne definere hvad systematisk, topografisk og regionær anatomi er. Topografisk: hvor det ligger I forhold til noget andet Systematisk: beskrive det anatomisk

Regionært; hvad stedet hedder I den region, det ligger. · Benævne abdomens regioner regio hypochondriaca dxt I regio epicastrica I regio hypochondriaca sin regio lateralis dxt I regio umbilicalis I regio lateralis sin regio inguinalis dxt I regio pubica I regio inguinalis sin De skeletale system · Benævne på dansk og latin følgende knogler: Cranium (craniet) Mandibula (kæben) clavicula (skulderen) sternum (brystben) vertebrae cervicales (det øverste af rygvirvlen ved halsen) vertebrae thoricae (rygvirvel bag thorax) vertebrae lumbales (det nederste af rygsøjlen) os saccrum os coccygis Os coxae (hofteben) humerus (overarmsknoglen) radius (spolebenet) ulna (albuebenet) ossa manus (hændernes knogler) costa (ribben) femur (lårbensknoglen) patella (knæskallen) fibula (lægbenet) tibia (skinnebenet) Fodrod (Tarsus) ossa pedis (føddernes knogler) · Beskrive opbygningen af fibrøse, kartilaginøse samt ægte led. (1) Uægte led (synarthroser): er skeletdelene forbundet af et sammenhængende væv, der deformeres under leddets bevægelse. Fibrøse og cartilaginøse led. (2) Ægte led (diarthroser): sker bevægelsen mellem modstillede, glidende overflader, der er adskilt af en ledhule, som er aflukket mod omgivelserne af en ledkapsel. · Redegøre for opbygningen og bevægelsesakserne af glideled, saddelled, kugleled, ægled, hængselled og drejeled, samt for hver af disse give et eksempel på hvor de findes. - Glideled: Mellem rygvirvlerne og håndrods – og fodrodsknogler. Kan lave små parallelforskydninger, sideforskydninger og rotationer. - Saddelled: Tommelens rodled. Bevæger sig som en rytter i en sadel – det kan de begge. - Kugleled: Skulderled og hofteled. Bevæger sig i alle retninger: flexion/ekstension, abduction/adduction, rotation, circumduction. - Ægled: Håndled, øvre nakkeled. Har samme funktion som kugleled, men ser anderledes ud geometrisk. - Hængselled: Albueled, knæled, fingerled. Bevægelserne er

flexion/ekstention. - Drejeled: Mellem underarmens to knogler; ulna og radius, samt mellem de to øverste halsvirvler. Led, der kan dreje, rotere, om en akse, der går på langs i de knogler, der indgår i leddet. · Gøre overordnet rede for knoglernes funktion inklusiv at fungere som tilhæftning for musklers udspring og tilhæftning, beskyttelse af indre organer, betydning for dannelse af blodets celler, samt depot for calcium. (1)Støtte legemet, stabilitet (2)Tjene udspring og tilhæftning for muskler og derved fungere som vægtstangsarme. (3)Beskytte indre organer: ribben (hjertet, lungerne), bækkenet (kønsorganerne), kraniet (hjernen). (4)I deres indre rumme bloddannende væv, knoglemarv. (5)Regulering af calcium (homeostase – generel betegnelse for balance i kroppen) Nervesystemet · Benævne centralnervesystemets og det perifere nervesystems komponenter. CNS: består af hjernen (encephalon) og dens fortsættelse nedad rygmarven (medulla spinalis). PNS: Alt hjernevæv udenfor encephalon og medulla spinalis. Forbindelsen mellem CNS og den øvrige del af kroppen. Autonome nervesystem (nerveceller der ligger uden for det centrale nervesystem): sympatiske (fight or ) og parasympatiske nervesystem (rest and digest). · Redegøre for neuroners struktur og funktion Dendrit: korte, forgrnede udløbere, som opfanger signal. Soma: cellelegeme, der indeholder cytoplasma (perikaryon) rundt om kernen. Axon: Videresender nervesignal. Er én lang udløber. Myolinskede: Beskytter nervetråden i form af fedt. Endeknop: Videresender signal/impuls til celle/synapsekløft. Det muskulære system · Redegøre for hvorledes en muskels udspring og insertion påvirker bevægelser omkring et led. Biceps: udspringer to steder på scapula, hæfter på radius. Laver flexion. Triceps: to på humerus og et på scapula, tilhæfter på o’lecranon som sidder på ulna. Laver ekstension. · Beskriv den histologiske opbygning af skeletmuskulatur Lange celler, der hver har mange perifert placerede kerner. Alle bevægapparatets muskler er opbygget af skelemuskulatur. Styret af det somatiske (bevidste) nervesystem. · Beskrive seners histologiske opbygning samt funktion. Sener består hovedsagligt af tætpakkede, kollagene bundter, der er ordnet parallelt med længderetningen. Seneceller (langstrakte, kondenserede kerner) ligger imellem de kollagene bundter.

Funktion: Sammenhæftning af muskler og knogler. Yder stor modstand imod længdegående trækkræfter. Det kardiovaskulære system og lymfesystemet · Redegøre for komponenterne af det kardiovaskulære system, det store og lille kredsløb, samt beskrive hvorledes blodets iltindhold ændres undervejs i kredsløbet. Store kredsløb: Det gælder hele kroppen. Løbet via aorta fra ventriculus sin. og ud i kroppen, hvorefter det kommer tilbage ind i atrium dxt via vena cava inferior og superior. Lille kredsløb: Gælder lungerne. Her bliver blodet iltet. Løber via truncus pulmonalis fra ventriculus dxt. og op i a. Pulmonales sin. Dxt (de eneste arterier, hvor der findes uiltet blod) ud i lungerne og tilbage til atrium sin. Via vv. Pulmonales (x4). – hermed de eneste vene, hvor der findes iltet blod. · Beskriv den histologiske opbygning af hjertemuskulatur Består af celler med centralt placeret kerne, som i glat muskulatur men med tværstribning svarende til skeletmuskulatur. Innerveres af det autonome nervesystem. Indskudte skiver. Tight junctions. · Overordnet beskrive blodkarrenes struktur og størrelse Arterie elastica: intima, media, adventitia. Arterie musclus: intima, media, adventitia Arteriole: Kapillær: epithel kaldet endothel Venole: Vener: · Gør rede for lymfesystemets funktion · Beskrive kroppens væske reservoir · Gøre rede for osmose og tonicitet Osmose: går mod at udligne trykket – vandet flytter sig hen til vandopløselige stoffer, så der er lige stor koncentration på hver side. To væsker adskilles af en cellemembran, og koncentartionen af osmotisk aktive stoffer (de der ikke kan passere membranen) bestemmer vandbevægelsen gennem membranen. Sukkeropløsning vs. rent vand. Sukkermolekylerne vil forsøge at bevæge sig via diffusion mod det sukkerfattige miljø, men kan ikke passere membranen. Vandmolekylerne vil passere membranen til det sukkerholdige miljø, da det er vandfattigt. Fald på vand-siden og stigning på sukker-siden. Det osmotiske tryk Ligevægtstrykket: Det tryk sukkeropløsningen udøver opvejer diffusionen af vandmolekyler. Tonicitet: · Beskriv væskestrømningerne over kapillærvæggene og forklar med udgangspunkt i Starling’s ligning hvad der sker med væskestrømningen hvis blodtrykket stiger, kapilærernes permeabilitet stiger eller indholdet af plasmaproteiner falder. Parakapillære system: hydrostatiske tryk – blodets tryk på kapillærerne, kolloidosmotiske tryk lavet af plasmaproteiner – de suger vandet ud ved osmose.

Hydrostatiske tryk er 60 ved indgangen til kapillæren fra arteriolens side, hvor det kolloidosmotiske tryk er konsekvent 25 mmHg. Væsken trykkes ud. Når det hydrostatiske tryk falder til 15 mmHg ved udgangen af kapillæren, bliver trykket ind i blodbanen ændret til 10 mmHg, da det kolloidosmotiske tryk stadig er 25 mmHg. Blodtrykket stiger  hydrostatiske tryk stiger  mere væske ud Kapillærernes permeabilitet  Plasmaproteiner falder  kolloidosmotiske tryk falder  mere væske ind Mikrobiologi og immunologi · Gøre rede for de vigtigste forskelle mellem prokaryoter and eukaryoter. · Benævne de vigtigste typer af infektiøse agenser (bakterier, vira, encellede eukaryoter, flercellede eukaryoter, prioner), som giver sygdomme hos mennesket, samt give eksempler på hver af ovenstående. · Nævne de vigtigste træk hvorved disse typer adskiller sig fra hinanden, herunder hvordan de replicerer sig. · Skelne mellem medfødt (innat) immunitet og adaptiv (specifik) immunitet, herunder redegøre for fysiske og kemiske barrierer mod infektion, samt humorale og cellulære komponenter af de innate og adaptive grene af immunsystemet. Barriere mod infektion: epidermis, cilier, Humorale komponenter: komplimententsystemet: - antigen-antistof-komplekser (den klassiske reaktionsvej) og fremmed overflade (alternativ reaktionsvej)  fører til spaltning af C3, som fører til dannelsen af MAC (terminal kompleks). Mac har celledræbende virkning, da den er i stand til at binde sig til cellemembraner og fremkalde cylinderisk åbning, hvorved cellen lyserer (går i opløsning). - Derudover er komplementærsystemet også involveret i bekæmpelse af infektioner og inflammatoriske reaktioner. · Gøre rede for de tidsrammer inden for hvilke disse to grene af immunsystemet opererer. · Kunne beskrive det typiske inflammatoriske respons ved en lokaliseret infektion, herunder rekrutteringen af neutrofile granulocytter samt fagocytose og drab af bakterier. Inflammation: reaktion på vævsbeskadigelse, forsvarsmekanisme. Foregår i bindevævet – bindevævsreaktion. Infektion: betegner et smitsstofs indtrængen og formering i organismens væv. · Benævne på dansk og latin kardinaltegnene på inflammation. Tumor (svulst), rubor (rødme), calor(varme) dolor (smerte), functio laesa (funktionstab) ødem (udsivet væske mellem cellerne  hævelse) · af disse forskellige typer. Fordøjelsessystemet

· Benævn på dansk og latin følgende: mundhulen (cavitas oris), svælget (pharynx), spiserøret (trachea), mavesækken (gaster/ventriculus), tolvfingertaren (), tyndtarmen (intestinum tenue), blindtarm (appendix), tyktarm (colon), endetarm (rectum), lever (hepar), galdeblære (vesiva biliaris) og bugspytkirtel (pancreas). Nyrer og urinveje: · Benævne følgende organer på dansk og latin samt overordnet redegøre for deres funktion: Nyre, ren: producere urinen cia nefroner lokaliseret i medulla og cortex. Urinleder, ureter: leder urinen til vesica urinaria. Urinblære, vesica urinaria: opbeholder urinen. Urinrør, urethra: leder urinen ud vha. muskler Almen embryologi · Redegøre for kapacitering af sperm og akrosomreaktion. Kapacitering af sperm: tilpasningsproces til den kvindelige reproduktionstraktus. Et glykoprotein og seminale plasmaproteiner fjernes fra plasmamembranen, der dækker den akrosomale del af spermatozoen. Dette resultere i, at receptorerne bliver funktionelle. Akrosomreaktion: Spermen binder til zona pellucida vha liganden ZP3 (et protein på zona pellucida) og receptorer på spermatozoens plasmamembran. Frigivelsen af akrosomale enzymer (acrosin), der er nødvendige for at penetrere zona pellucida, og hyaluronidase der er nødvendig for gennemtrængning af corona radiata. · Redegøre for fertilisationens forskellige faser, herunder beskrive corona radiata og zona pellucida, samt hvorledes disse penetreres, og hvorledes fusion af oocyt og spermcellemembraner fører til reaktioner, der forhindrer yderligere indtrængen. Zona pellucida er et skjold af glykoproteiner, der beskytter oocytten. Binder sperm. Efter optagelse af en enkelt sædcelle ændres dens karakter og forhindrer indtrængen af mere sperm, da der frigives lysosomale enzymer fra kortikale granula (zona-reaktionen.) Corona radiata er granulosa celler rundt om zona pellucida. Beskytter under transport og er ernæring for befrugtet æg. · Beskrive blastocystens udvikling fra fertilisationstidspunktet til nidationstidspunktet, herunder beskrive den 2. meiotiske deling, dannelse af morula, samt dannelse af blastocyst med embryoblast, blastocele og trofoblast. Fertilisationen foregår 12-24 timer efter ovulationen. 30 timer senere har vi to celler. 2 meiotiske deling (kønsdeling) foregår efter 40 timer  4 blastomerer. Morula, som er 16 blastomerer dannes på 3. Dagen. Nidationen finder sted på 6. dagen. De 16 blastomerer i morula differentiere sig. De inderste blastomerer bliver til den såkaldte ”indre cellemasse”, der klumper sammen ved den ene pol – embryoblast. Trofoblasten dannes ved de resterende overfladeblastomerer bliver fladere og

danner epithelvæg omkring bastocelen, som er et hulrum, hvor der er sivet væske ind. · Beskrive blastocystens udvikling til den bilaminære kimskive, herunder udvikling til epiblast og hypoblast, dannelsen af amnionhulen, dannelse af den primære blommesæk samt dannelse af den sekundære blommesæk og chorionhulen og membrana buccopharynga Anden uge i udviklingen kaldes ”week of twos”: trofoblasten differentierer sig ud i to lag, et indre cytotrofoblast og en ydre syncytiotraofoblast. Embryoblasten differentierer sig ud i epiblasten og hypoblasten, der sammen danner den bilaminære kimskrive. Epiblasten er et lag af cylinderformede celler. Der opstår et hulrum i epiblast laget, amnionhulen. Cellerne mod kimskiven kaldes stadig epiblastceller, Celler mod trofoblastsiden kaldes amnioblastceller. Hypoblasten: et lag af kubiske celler grænsende op til bastocelen. Flade celler danner en tynd membran på indersiden af trofoblasten. Denne membran (exocoelome membran) og hypoblasten omkranser tilsammen den primitive blommesæk/exocoelumhulen. På 13. Dag. Den sekundære/definitive blommesæk er dannet ud fra celler fra hypoblasten, som deler den primitive blommesæk i den sekundære blommesæk og en række exocoelome cyster, der fusionerer og danner chorionhulen. I den cephale region af kimskiven er hypoblastskiven en anelse fortykket membrana buccopharynga. · Redegøre for gastrulering, herunder migration af celler kennem primitivstriben, dannelse af ecto-, meso-, og endoderm og notochord. Gastrulation: dannelse af de tre kimblade/lag. Celler fra epiblasten vandrer ned gennem en kløft i kimskivens yderste cellelag, den såkaldte primitivstribe, og spreder sig på cellelagets underside. De første celler danner fosteranlæggets endoderm, mens de efterfølgende celler danner mesoderm. Kimskivens yderste celler udgør ektoderm, og kimskiven er nu trelaget. Hypoblastens celler fortrænges af endoderme celler. De cellerm der vokser ned gennem den del af primitivstriben, der ligger nærmest kimskrivens midte, er af særlig betydning, idet de som en cellestreng vokser frem mod fostrets kommende hovedende og danner notochorden. · Redegøre for neurulering, herunder dannelsen af neuralrør og neurallisten Notochorden, der strækker sig frem mod fosterets hovedende, fremkalder en stærk tilvækst af celler samt fortykkelse i den overliggende ektoderm. Der opstår en grøftformet fortykkelse, hvis rande efterhånanden lukker sammen og omdannes til et rør, neuralrøret. På hver side af midtlinjen afsnøres en cellemasse (neurallisten) fra ektodermen, herfra udvikles alle følenerver og autonome nerver samt hudens pigmentceller. · Redegøre for dannelsen af somitter fra den para-aksiale mesoderm, samt udviklingen til sklerotomer, myotomer og dermatomer. Somitter dannes ud fra det paraxiale mesoderm i tredje uge, der er midten af epiblasten og hypoblasten. Parietale mesoderm rundt om amnionhulen og

viscerale mesoderm rundt om chorionhulen. Somitten opløses og det første hedder sclerotomer og lægger sig om notochorden. Derefter kommer der flere celler ud, som henholdvis er myotomer og dermatomer. · Angive kimbladenes derivater, især med hensyn til udvikling af forskellige celle- og vævstyper Endoderm, indre cellelag; mave-tarm system, lungeceller, bugspytkirtel, throidkirtel. Mesoderm, mellemeste cellelag; bliver til knogler, muskler, hjerte/kar-systemet samt reproduktionssystemet. Ectoderm, ydre cellelag; bliver til næsen, funktionen er åndedræt og sansning, bliver til lungevæv, hudvæv og nerveceller. · Redegøre for dannelsen af placenta, herunder trofoblastens differentiering til syncytiotrofoblast og og cytotrophoblast og dannelsen af først lacunae, og senere primære og sekundære villi. I anden uge splitter trofoblasten sig ud i syncytiotrofoblasten og cytotrofoblasten, hvor syncytiotrofoblsten er det ”ydre” lag af embryonet og cytotrofoblasten er det under syncytiotrofoblasten, som dækker amnionhulen. Jo mere syncytiotrofoblasten udvider sig ind i den sekretoriske del af vagina, langsommere bliver der dannet lacunaer – opstående huller. Cytotrofoblasten udvider sig ind i syncytiotrofoblasten og danner primære villi (tredje uge). De sekundære villus dannes ved, at mesodermale celler penetrere ind i villus kerne og vokser mod decidua. Villus kerne dækkes stadig af cytotrofoblasten og syncytiotrofoblast. Mikroskopisk anatomi (histologi) · Beskrive forskellige vævstyper (epithelvæv, bindevæv, muskelvæv og nervevæv) med hensyn til cellulær organisation og embryonal udvikling Epithelvæv: Bestående at tætliggende celler uden adskillende intercellulære substanser. Avaskulært (uden kar). Vokser på et underliggende karholdigt underlag adskilt af basalmembranen(ekstracellulært lag). Beklæder legemets ydre og indre overflader: - Epidermis (overhud): flerlaget pladeepithel - Fordøjelseskanal: enlaget pladeepithel fra cardia til anus. - Luftveje: ciliært pseudolagdelt cylinderepithel - Urinveje (vesica urinaria): urothel (overgangsepithel) - Kønsveje: Vagina (flerlaget pladeepithel). Uterus (ciliært enlaget cylinderepithel) - Lungehule, hjertehule, bughule: mesothel (enlaget pladeepithel) - Blod- og lymfekar: endothel. Enlaget pladeepithel. Ikke epithel beklædte: fx ledhuler, seneskeder og slimhinder. Bindevæv: Form for støttevæv også kaldet skelet, som understøtter andre væv og organer. Stærkt specialiserede former for bindevæv – fedtvæv (energidepot, adipocytter (fedtceller), kollagen (holder set sammen), brusk (cartilago, består af celler (chondrocytter) og ekstracellulære bestanddele, indeholder ikke nerver eller kar), knoglevæv (støtter kroppen, lavere cellularitet i forhold til fedtvæv, avaskulært

osteocytter) samt blod. Embryologi: udviklet fra mesoderm, dog stammer hovedparten fra crista neuralis. Muskelvæv: Muskelceller er aflange med længdeaksen i bevægeretningen. Der findes skeletmuskulatur, glat muskulatur og hjertemuskulatur. Embryologi: glat (mesenchymceller), tværstribet skeletmuskulatur (mesoderm), hjertemuskulatur (mesoderm) Nervevæv:dendrit, soma, axon, myelinskeder, endeknop. Embryologi: Fortykkelse af ektoderm langs midtlinjen betegnet neuralpladen. · Idenficére epithelvæv som enlaget/flerlaget/pseudolagdelt, samt plade/kubisk/cylinder epithel

-

-

-

Énlaget pladeepithel (simple squamous): flade, pladeformede celler. Kernen er oval og befinder sig i centrum. Énlaget kubiskepithel (simple cuboidal): nogenlunde kvadratiske. Kernen er sfærisk og centralt placeret. Findes i udførselsgange i kirtler, i folliklerne, i skjoldbruskkirtlen, nyrernes tubuli og ovariets overflade. Énlaget cylinderepithel (simple columnar): Søjleformede. Kernerne er ovale og placeret oftest nær cellernes basis. Den frie overflade kan have cilier. Ciliært énlaget cylinderepithel: uterus. Pseudolagdelt cylindeepithel (pseudostratified columnar): Både søjleformede og lavere celler. Kernen befinder sig i cellernes bredeste del  kernen ses i flere niveauer. Forekommer i de store udførselsgange i kirtler. Flerlaget pladeepithel (stratified squamous): Laget nærmest basalmembranen. Består af kubiske til cylinderiske celler. Jo tættere på overfladen jo fladere. Beklæder oesophagus. Udsatte ydre: cytoplasma erstattes af keratin (hornstof)  skællignende. Ikke keratiniseret flerlaget pladeepithel: mundhulden og vagina. Flerlaget kubisk epithel (stratified cuboidal): 2-laget kubisk epithel findes i svedkirtlernes udgange. Flerlaget cylinderepithel (stratified columnar): Findes i udførselsgange i visse større kirtler. Overgangsepithel: Urothel (traditionel). Beklæder hulorganer der undergår stor ændring i volumen. Ved kontraktion: mange celler ses. Starter i kubiske/cylinderiske  flere lag polyhedrale celler  superficielt lag af store celler. Udstrakt overflade: her ses kun 1 til 2 lag af kubiske celler.

· Redegøre for betydningen af cellens polaritet for funktionen af epithele væv, og forstå følgende termer: apical og basolateral overflade, børstesøm, mikrovilli, cilier, samt basal lamina (basalmembran) Polarisering er mest udtalt i kubiske eller cylinderepithel, hvor det har betydning for, hvordan organellerne er placerede. Apical: Basolateral: Børstesøm: vertikale striber på cylinderepithel. Mikrovilli: cylinderiske cytoplasmatiske udløbere fra børstesøm. Plasmalemma omkring mikrovilli har ofte en ydre, filamentøs overfladebeklædning. En mikrovillus indeholder et bundt af 20-30 aktinfilamenter, der i spidsen er indlejret i et elektrontæt materiale, der forbinder dem med plasmalemma. Mikrovillis funktion er at forøge arealet af den frie luminale celleoverflade. Cilier (fimrehår): der er bevægelige udløbere, der vha. aktive, fimrende bevægelser er i stand til at bevæge væske eller et slimlag henover epitheloverflade. Antal af flere hundrede på et epithelcelle. Ved basis ses et lille korn eller basallegeme. Axonema (indre kompleks): 2 enkelttubuli omgivet af en ring af 9 regelmæssigt arrangerede dobbelttubuli. Fremadgående bevægelse, som er det effektive slag og det langsomme tilbageføringsslag, hvor det er bøjeligt. Axonema er det strukturelle grundlag for de aktive ciliebevægelser. Basallamina: det ekstracellulære lag, der adskiller epithelvæv fra det underligende bindevæv. Består af lamina densa (50nm tyk fortætning, der indeholder netværk af filamenter) og lamina lucida (et lag af ringe elektrontæthed). Basalmembran: består af lamina densa og lamina lucida  basal lamina og retikulære lamina (Bestående af retikulære fibre indlejret i en protein-polysakkarid grundsubstans.) Basallamina har den funktion, at den virker understøttende på epithelet, da det formidler nedbinding af epithelet til den underliggende ekstracellulære matrix. Derudover virker den som et passivt molekylært filter  tilbageholder molekyler pga deres størrelse, form og elektriske ladning. · Forklar hvordan epithelvæv kan være specialiseret mht absorptive, sekretoriske eller beskyttende funktioner. Funktioner: ydre legemsoverflade  beskytter epithelet mod mekanisk beskadigelse. Indtrængen af mikroorganismer og fordampning af vand. Sansning  epithelet kan indeholde smerteførende nerveender. Inde overflade  barriere. Absorption: mikrovilli i et antal, der danner børstesøm forekommer således på celler med absorption som hovedfunktion, da det øger celleoverfladen. Sekretion: kirtler. · Redegør for den embryologiske udvikling af kirtelvæv. Begge slags kirtler opstår ved, at overfladebeklædende epitheler danner nedvæsker i det underliggende bindevæv. Hvis den er exokrin bevares forbindelsen til overfladen modsat endokrin, hvor der dannes celleansamlinger, som mister forbindelsen til overfladen. · Beskriv forskellige former for sekretion (endokrin/eksokrin samt merokrin, apokrin og holokrin sekretion (HAM) Sekretion (proces): visse celler omdanner lavmolekylære forbindelse optaget fra

blodet til specifikke produkter, som frigives fra cellen. Indgående delprocesser er energiforbrugende. Exokrine: afgiver sekretionsproduktet via et gangsystem, der udmunder på en ydre eller indre overflade. - kontruktiv sekretion: syntetiserede materiale afsnøres fra golgi i små sekretvesikler. Bruges til ureguleret sekretion af vækstfaktorer, enzymer og komponenter til den ekstracellulære grundsubstans. - Reguleret sekretion: fx de exocrine celler i pancreas, der secernerer fordøjelsesenzymer. De oplagrede sekretgranula udtømmes kun som reaktion på et specifikt signal. - Merokrin sekretion: betegner sekretion ved exocytose, hvor sekretet afgives uden tab af cellesubstans. - Apokrin: en del af det apikale cytoplasma afsnøres sammen med sekretionsproduktet. Apokrin sekretion forekommer kun i de apokrine svedkirtler samt brystkirtlen (lipiddelen af mælken secerneres apokrint) - Holokrin sekretion: fuldstændig afgivelse af hele cellen, der udergår total henfald. Findes i talgkirtler. - Nogle epithiale kirtelceller afgiver substanser ved aktiv transport udført vha. ATP-drevne pumper. Endokrine: afgiver sekretionsproduktet til blodet i form af hormoner. Parakrine kirtelceller: secernerer signalmolekyker, der ikke afgives til blodet, men fundere gennem intercellulærvæsken og påvirker celler i nabolaget. · Redegør for de forskellige typer kirtelvæv herunder unicellulære kirtler, og for en multicellulær kirtlel om den er simpel/sammensat, tubulær/alveolær, forgrenet/uforgrenet. Unicellulær kirtler: består af en enkelt sekretorisk celle. Det eneste eksempel er bægercellen, som findes i slimhinden og producerer mucin, der er et glykoprotein. Ved optagelse af vand omdannes mucin til mucus (slim). Selve syntesen af mucinet finder for proteindelen sted i ru endoplasmatisk reticulum, hvor resten af kulhydratet tilføjes i Golgiapparatet. Multicellulær: Simpel: secernerende epithelflade; består af et epithellag af ensartede sekretoriske celler. Fx ventriklens overfladeepithel. Kaldes simpel hvis de har en uforgrenet udførselsgang. Sammensat: intraepitheliale kirtler; små ansamlinger af kirtelceller, der findes indskudt imellem ikke-secernerende celler i et epithellag helt inden for lagets tykkelse. Fx Littréske kirtler i urethra. Kaldes sammensat hvis de har en forgrenet udførselsgang. Tubulær: Sekretoriske del af rørformet med en lumen af nogenlunde ensartet diameter. Alveolær: Sekretoriske del er udvidet i form af en sæk eller alveole. · Redegøre for celle-celle kontakt, herunder beskrive struktur og funktion af desmosomer, hemidesmosomer, tight junctions, zonula adherens, zonula occludens. Zonulae occludens(eng. Tight junction): Findes umiddelbart under epithelets frie overflade. De to ydre blade i hver membran synes som en linje og synes at smelte sammen. Zonulae occludens aflukker intercellulærrummet imod lumen nær epithelets luminale flade. Substanser kan derfor ikke passere igennem epithellaget

ad intercellulær vej – godt i tyndtarmen. Er med til at styre permeabiliteten. Zonulae adhaerentes: forankringskontakt. Forekommer basalt for zonula occludens Hemidesmosomer: består af kun den ene halvdel af desmosomer. Kan således ikke kaldes celle-til-celle kontakt, men kontakt mellem celler og den ekstracellulære matrtix. Fasciae adhaerentes: forekommer bl.a. i hjertemuskulaturen. Desosomer: udgør den tredje bestanddel af et typisk kontaktkompleks, men er i modsætning til zonula occludens og zonula adhaerens ikke bælteformede strukturer, men er nogenlunde cirkulære med en diameter på nogle få hundrede nanometer. Findes fx i flerlaget pladeepithel i epidermis og énlaget cylinderepithel i tarmkanalen  rå styrke. Nexus (Gap junction): fladeudbredt, intercellulær kontakt. Der findes en intercellulær spalte. Strukturelt grundlag for direkte kommunikation imellem celler. · Beskrive den ekstracellulære matrix komponenter, og forklar hvordan disse er specialiserede afhængig af funktionen af forskellige bindevæv. Ud over celler også indeholder ekstracellulær matrix, som består af fibre indlejret i en grundsubstans indeholdende vævsvæske. Fibrene: kollagene, retikulære og elastiske fibre. Kollagene fibre (hud, hår, negle): Det hyppigst forekommende bindevæv. Kollagen fiber  Fibriller: 0,2-0,5 my meter  paralelle mikrofibriller: ca. 50 my meter, karakteristisk tværstribning, der gentager sig for hver 68 nm  tropokollagen: stive, aflange molekyler, der er 300nm lange og 1,5nm tykke. Hvert tropokollagen fiber består af 3 polypeptidkæder, alfakæder. - Tropokollagentyper, der danner tværstribede mikrofibriller, som indgår i kollagene fibriller: Type I,II,III,V,XI. - Kollagentyper, der ikke danner tværstribede mikrofibriller – filamentøst netværk: Type IV, VI. Funktion: at give bindevævet styrke og tillader en vis bevægelighed, fordi kollagene fibre er bøjelige. Derudover giver det strækstyrke i længderetning. Stift elastisk. Kollagen udgør 1/3 protein hos mennesket. Retikulære fibre: spinkle, danner fine net. Omgiver fedtceller og glatte muskelceller samt findes under endothelet i kapillærer, som de afstivner. De udgør retiklet i lymfoidt væv og knoglemarv og omgiver parenchymcellerne i kirtler. Elastiske fibre (lunger, arterier er rige herpå): meget tynde 0,2 my meter. De forgrener sig og anastomoserer i form af net, hvorved de som regel kan skelnes fra de mere talrige kollagene fibre. Indeholder mikrofibriller, 10nm i diameter. Mikrofibrillerne indeholder store mængder af aminosyren cystin. De er i bundter og indlejret i et amorft materiale, som består af proteinet elastin. Elastin kan nedbrydes af pancreasenzymet elastase. Mikrofibriller indeholder et glykoprotein; fibrillin. Funktion: kan give efter for tryk eller trækkræfter og herefter genantage den oprindelige form efter deformeringen. Elastiske fibre kan strækkes til 150% af den oprindelige længde. Grundsubstans: vand, salte, adhæsive glykoproteiner, proteoglykaner (hovedbestanddelen). Den er stærk viskøs, grundet indholdet af glykosaminoglykaner (proteoglykaner). Funktion: medium for transporten af substanser mellem blod og vævceller, fjedre og yde modstand mod sammenpressende kræfter.

Adhæsive glykoproteiner: medvirker til forankring af epitheler til den ekstracellulære matrix og indgår i basallaminae. - Fibronectin: glykoprotein. Findes i ekstracellulær matrix, og i opløst form i blod. I forbindelse med blods koagulation binder fibronectin blodplader til fibrin. - Laminin: glykoprotein. Medvirker til sammenbinding af de øvrige komponenter i basallaminae. · Beskrive opbygningen af fast regulært bindevæv, fast irregulært bindevæv og elastisk væv. Løst bindevæv: cellerigt, blødt og eftergiveligt, rigt på kar nerver. Fibrene løber i tilfældige retninger. Findes særligt i lamina propria i en række hulorganer. Tæt bindevæv: Fast regulært bindevæv: Kollagene fiberbundter forekommer i et velordnet, parallelt arrangement, som afspejler de makaniske krav  udsat for trækkræfter. Fast irregulært bindevæv: de store mængder kollagene fibre forekommer i tykke bundter. Findes i dermis og som kapsler omkring organer. Elastisk væv: består af tætlihggende bundter af 10-15 my meter, parallelt løbende elastiske fibre. Bundterne holdes sammen af løst bindevæv, hvori der ses almindelige fibroblaster. Elastisk bindevæv indgår i væggen af hulorganer, hvor trykket i lumen varierer stærkt, som fx i de store elastiske arterier. · Benævne de tre brusk typer og give eksempler på deres lokalisering. Hyalin brusk: langt mest almindelig. Forekommer i trachea, larynx, bronkier, ribbensbruske og er dele af næseskellet. Elastisk brusk: Forekommer som dele af epiglottis, larynx og det Eustachiiske rør. Besidder større bøjelighed og elasticitet end hyalin brusk. Adskiller sig histologisk fra hyalin: Matrix er gennemvævet af et tæt netværk af spinkle, elastiske fibre. I elastisk brusk forekommer kollagene fibriller, endda i større mængde end elastiske. Fibrøs brusk: fibrocartilago, er en overgangsform imellem tæt bindevæv og hyalin brusk. Forekommer i relation til visse led, båndskiverne mellem ryghvirvellegemerne. Ledlæber, ledskriver og menisker besår af fibrøs brusk. · For nervevæv, kunne skitsere en neuron. Redegøre for funktion af henholdsvis neuroner og neuroglia. Nervesystemet: hovedfunktion er kommunikation. Neuron: et nervecellelegeme med alle dets udløbere. Her når de generelle cellulære funktioner irritabilitet (evne til at reagere) og konduktivitet (evne til at transmittere virkningerne videre) deres højeste udvikling. Stimuli medfører nerveimpuls, der i firm af eb fremadskridende elektrisk potentialændring langs nervetråden kan transmitteres. Neuroglia: særlig støttecelle. · Redegøre for mikroskopets anvendelse for histologisk diagnostik · Beskrive væsentlige histologiske farvemetoder - He-farvning: Eosin (farver positivt ladede moleyler; protein, kollagen farven rød) og hæmatoksylin (farver negativt ladede molekyler; RNA, DNA farven blå) - Van-Gieson-hansen: picrinsyre og sur fuchsin, der farver glat muskulatur (gul) og kollagen (rød).

- Orcein, fuscin: elastiske fibre (rød) - Sudan farvning: lider (rød) - Sølv imprægnering: retikulære fibre (sort) · Beskrive principperne for påvisning af proteiner og genetisk materiale på vævssnit Integreret cellebiologi · Beskrive den eukaryote celle med hensyn til struktur og funktion af organeller, inklusive nukleus: opbevarer cellens genetiske materiale; deoxyribonukleinsyre (DNA). - Heterochromatin: tætpakket dna, transkriberes hovedsagligt ikke. - Euchromatin: løstpakket dna, transkriberes ofte. nukleolus: kernenlegemet inde i nukleus. Her produceres dele til cellens ribosomer - syntese af rRNA. kernemembranen (nucleolemma): porer tillader transport af mRNA til cytosolen og transkriptionsfaktorer til kernen. frie ribosomer: sæde for syntese af proteiner, der forekommer i cytosolen og cellekernen samt af visse mitokondrieproteiner. Ribosomer forekommer i polyribosomer, som er en kæde af ribosomer sammenbundet af en tråd, der består af mRNA. - Membranbundne ribosomer: syntese af sekretoriske proteiner (udtømning fra cellen), luminale proteiner (lokaliseret i lumen af cytopladmatiske organeller), syntese af integrale proteiner. ru endoplasmatisk reticulum: har ribosomer på overfladen. Er sæde for proteindannelse, hvor proteinerne skal eksporteres. glat endoplasmatisk reticulum: har ikke ribosomer på overfladen. Lipidsyntese: syntese af cholesterol og lipidproteiner (i leveren). Opbevare calcium. golgiapparatet: lokaliseret nær kernen. Under passagen gennem golgiapparatet undergår proteinerne (dannet i rER) forskellige kemiske modifikationer. Syntese af polysakkarider. Sortering af proteiner, da de skal til forskellige destinationer. Dannelse af lysosomer. secretorisk granula: mitochondrier: Hovedområde for energiproduktion, fra Acetyl-CoA til ATP. Stedet for respiration. Ydermembran: let permeabel. Indermembran: impermeabel. lysosomer: hydrolytiske enzymer (nedbryder altså ved hydrolyse, vand reagere) omgivet af en membran. Essentiel del af fordøjelsessystemet. Surt pH miljø i lysosom. peroxisomer: afgifter en række toksiske substanser. Flest i lever og nyreceller. cytoskeletale komponenter: netværk af aktinfilamenter, mikrotubuli og intermediære filamenter  støtte, skelet. Centrosom: indeholder centrioler, der spiller en vigtig rolle for dannelsen af cilier på celler. Samt celledeling – mitose. · Identificere cellens organeller på elektronimikroskopiske illustrationer · Redegøre for cellemembranens struktur og funktion, herunder lipiddobbeltlaget, perifere og integrale proteiner og kulhydratstrukturer Plasmalemma: Selektiv permeabel – sortering af stoffer, der kommer igennem.

Isolerer og beskytter. Trilaminær struktur bestående af et bimolekylært lag af lipider. Membranlipiderne er dannet af en stærk polær, hydrofil ende (hovedet), som er fosfat og glycerol, og en upolær, hydrofob ende (halen), som er dannet af to fedtsyrekæder. Størrelsesforholdet er 8nm tykt. Negativt ladet. - Integrale proteiner: molekyler, der har et hydrofob område som strækker sig igennem lipiddobbeltlaget og hydrofil ende lokaliseret på den udvendige og indvendige side af membranen. - Perifere proteiner: hydrofile molekylder, hvis peptidkæder er lokaliseret helt uden for lipiddobbeltlaget, men er bundet med ikke-kovalente bindinger til andre membranproteiner eller til fosfolipid-hovedgruppe. - kulhydratstrukturer: oligosakkerider sidder på overfladet (korte kulhydratkæder). Glykocalyx: ”cell coat” dækker det ydre af cellen, er kulhydratholdigt. Cholesterol: afstiver membranen, stabiliserer i viskositeten. · Redegøre for transport over cellemembranen med anvendelse af begreber som: simpel diffusion: med koncentrationsgradienten  fra højere til lavere koncentration af et bestemt stof. Fx Co2, O2, N, da det er mindre hydrofobe stoffer, der er letopløselige i lipiddobbeltlaget. Faciliteret diffusion (passiv transport): drivende kraft – koncentrationsforskellen på de to sider. Ikke energikrævende. Bærer molekylet som i aktiv transport. Primær aktiv transport: Pumpe substanser gennem membranen mod den elektrokemiske gradient. Pumpningen er retningsbestemt og tæt tilknyttet til energikilde – ATP. Sekundær aktiv transport: Fx natrium og glukose. Natrium transporteres mod gradienten og med den ”energi”, der her dannes, trækker den glukose med ind i cellen ”gratis”, da det er også er imod glukoses gradient – fra lav til høj koncentration. Indirekte brug af energi. Kanaler: Specifikke. Faciliteret diffusion. Porer: Større og mindre selektive. Faciliteret diffusion. Transportprotein: de binder substans, der skal transporteres til en receptor. De ændrer konformation. Uniport: Enkelt substans fra den ene til den anden side. Symport: To substanser fra den ene til den anden side – samme retning. Antiport: To substanser modsat retning – fx natrium-kalium pumpen. Vesikulær transport: membrangrænset blære. Endocytose: fælles betegnelse for enhver proces, hvorved en celle optager materiale fra omgivelserne i membranbegrænsede vesikler, der afsnøres fra plasmalemma. Receptor medieret endocytose: form for pinocytose, bestemte makromolekyler selektivt bliver optaget i cellen som udvælges ved deres overfladereceptorer. Pinocytose: Her optages væske. Fagocytose: makrofager og neutrofile leukocytter (fagocytter), der optager indvandrende mikroorganismer. · Redegøre for natrium-kalium pumpens funktion, samt beskrive hvorledes cellemembranpotentialet dannes. Mere positiv udenfor end indenfor i cellen.

Pumpe transportere 2K+ ind i cellen og 3Na+ ud af cellen. Benytter energi, omdanner ATP til ADP, brækker altså et fosfat fra, som ændrer formen af pumpen pga. energitilførslen. Hermed sætter pumpen ionerne fri og de kan ikke optages på den ”forkerte” side af membranen - fx natrium fra ude til inde. Mere Na+ uden for og mere K+ indenfor end udenfor. Potentielforskel, fordi der bliver endnu mere positivt udenfor end indenfor. Primær aktiv transport. Elektronisk potentiale: Na+ kanal åbner og pga gradienten, vil Na+ diffusionere fra høj til lav koncentration. Udefra til ind. Ionerne, positive, bevæger sig væk  forhøjet membran voltage. Aktionpotentiale: Na+ kanal stimuleres og åbnes ved -55mV – indersiden skal være positiv nok. Na+ strømmer ind i cellen, fordi der er mere udenfor end indenfor. Potentielforskellen bliver meget mere positiv pga. indstrømningen. Na+ lukker ved + 40mV, og K+ åbnes ved 40mV. Så de strømmer ud af cellen, mindre positivt. Lukker ved -80mV. -70mV hvis der ikke foregår noget. · Beskrive væsentlige elementer i cellulære signaleringssystemer, herunder celle-celle signalering via: gap junctions: to cellemembraner ”smelter sammen”. autokrin og parakrin signalering: (auto) producere hormoner, som cellen selv optager og udskiller hormon, som optages lokalt ”para” ved siden af. nervøs signalering: gennem nerve vha. neurotransmitter. Stimulering ved fx natrium-kalium pumpen. Endokrin (kirtel, hormonproducerende celle): signalering til blodet, over stor afstand. neuroendokrin signalering: fx pancreas. Gennem nerve til blodbanen til kirtel eller hormonproducerende celle. Organisk kemi og biokemi Organisk kemi · Redegøre for strukturen og styrken af Kovalente: binding mellem to atomer, hvor elektronegativitet er under to. Danner et fælles elektronpar, der skaber et negativt ladet område, som tiltrækker de positive atomers ladning. Ikke-kovalente bindinger: Ionbindinger: binding mellem ioner. Altså plusioner (har en elektron i overs) tiltrækkes af minusioner (mangler en elektron). Fx Na+ og Cl- = salt. Hydrogenbindinger: imellem baseparrene. Slags tiltrækkende kraft mellem et elektropositivt hydrogenatom og et elektronegativt atom fx ilt. Bindingerne er relativt svage. Van der Waals kræfter: londonbinding. Forholdsvis svag kemisk binding. Hydrofobe/hydrofile interaktioner: polære tiltrækning vs. upolære tiltrækning. · Navngive simple organiske forbindelser · I en strukturformel kunne identificere følgende funktionelle grupper: Metan (CH4), Ethan (C2H6), Propan (C3H6), Butan (C4H10), Pentan (C5H12), Hexan (C6H14), Heptan (C7H16), Octan (C8H18), Nonan (C9H20), Decan (C10H22). Methyl: Side gruppe med carbonatom med hydrogen fastbundet. Ethyl: Sidegruppe med to gange carbonatom med hydrogen.

Propyl: Sidegruppe med tre gange carbonatom med hydrogen. Benzen: Sekskant med hydrogen tilbundet. Benzyl: Sekskant. Phenol: Sekskant med fastbundet OH (alkohol, dog ikke ægte da OH er bundet til umættet kulstofatom) Ether: ROR’ Enkeltbundet O med fx to R, da det kan være hvad som helst. Ester: RCOOR’ Dobbelt bundet O til et C, der er bundet til enkelt bundet OR og et andet R. Phosphoester: Amin: RNH2, R2NH, R3N Amid: RCONR2. Dobbeltbundet O til et C, hvor der er bundet er R og et N til, hvor der videre er bundet to R til. Aldehyd: Dobbeltbundet O til C, hvor der er bundet R og H til. Keton: Dobbeltbundet O til C, hvor der er bundet to R til. Carboxyl: RCOOH, Dobbeltbundet O til C, og dertil OH og R. Genekspression Genet giver anledning til frembringelse af en observerbar egenskab (fænotypisk træk). Som regel ved syntese af et funktionelt protein. · Redegøre for struktur og funktion af nukleinsyrer, herunder opbygningen af nukletider. Se wiki. A: T(U): G: C: · Redegøre for DNA replikation og reparation Replikation: DNA splittes i to, så vi har to gange DNA streng, dog hver streng med en komplementær streng. Helicase deler dobbelt helix og SSB holder DNA strengen splittet. Primase syntetisere, så den ved, hvor den skal starte. Polymerase binder nukletider sammen, så den former den nye streng. RHase H fjerner primer fra strengen. Ligase linker de korte DNA strenge sammen. Reparation: 6 måder. S. 419 og 20. · Skelne mellem ‘sense’ & ‘antisense’ DNA strenge Sense: den oprindelige DNA. Antisense: den modsatte streng. Antikodon: komplementær til kodon i mRNA strengen. · Redegøre for eukaryote geners generelle opbygning, herunder promoter, intron og exon. Exon: kodende del. Intron: overflødig, koder ikke for noget. · Redegøre for transkriptionfaktorers betydning for transkriptionen. Rna. · Redegøre for struktur og funktion af henholdsvis mRNA, tRNA og rRNA mRNA: strengen, hvor ribosomerne sætter sig på,. Indeholder en sekvens – kodon, som koder for bestemt aminosyre. tRNA: den mekanisme, der flytter aminosyren hen til det korrekte sted. Transport fra cytoplasma til ribosom. Består af 80 nukleotider, form som kløverblad. På

”stilken” findes bindingssted for aminosyre, der er specifik for det pågældende tRNA-molekyle. rRNA: del af ribosom. · Beskrive hvad der menes med ‘præ-mRNA’ og hvorledes modningen til mRNA foregår, herunder capping, polyadenylering og spejsning. Efter DNA er replikeret, indeholder mRNA både intron og exon. Derfor skal intron fraspaltes. Et protein fraspalter intron ved at trække det op og kotte det af. Capping: Polyadenylering: Splejsning: fjerne ikke kodende regioner (intron). Efter splejsning kaldes det mRNA. · Redegøre for de mekanismer ribosomer bruger når mRNA translateres til en aminsyresekvens Initiatiering: identifikation Elongation: ved splittelse af GTP opnås energi til at danne en peptid binding. Ribosomet rykker en kodon i retning af 3’. Terminering: ribosomet når et stop kodon. Splitter i to subunits. Binding af tRNA-molekylerne sker ved baseparring mellem kodon (mRNA) og antikodon (tRNA). · Redegøre for hvordan ribosomer genkender start og slut af en sekvens. Startkodon: AUG Slutkodon: UAG, UAA, UGA · Redegøre for hvordan den genetiske kode gør, at man kan finde frem til protein sekvens på baggrund af en DNA sekvens og ikke omvendt. Fordi der findes flere kodon for det samme protein, så man kunne få fx tre forskellige forslag til kodons ud fra et protein. · For aminosyrerne kende både 3-bogstavs og 1-bogstavsforkortelser. Serin (Ser, S), Glycerin, Alanin, Valin (val), Leucin (leu), Isoleucin (iso), Prolin (pro), Cystein (cys), Threonin, Methionin (met), Phenylalanin, Tyrosin, Tryptofan, Histidin (his), lysin (lys), arginin, aspartat, glutamat, asparigin, glutamin · Kunne tegne strukturformler for aminosyrernes sidekæder, samt angive om den pågældende aminosyre er upolær, noget polær, polær, sur, basisk, neutral, alifatisk, aromatisk, cyklisk og om den indeholder en hydroxyl- eller svovlgruppe. · Redegør for hvorledes proteiner kan modificeres post-translationelt · Forklar hvordan nyligt syntetiseret protein kan identificeres af cellen som et sekretorisk protein · Redegøre for struktur og funktion af proteiner, herunder kunne optegne strukturformel for en peptidbinding, og kunne redegøre for begreberne primær, sekundær, tertiær og quarternær struktur, samt komme med eksempler på fibrøse og globulære proteiner.

Primær: polypeptid (lang kæde af aminosyrer) Sekundær: Alfahelix, betasheet Tertiær: vild foldning Quaternær: kombination af flere subunits. Fibrøse: strukturelle fibre, uopløselige Globulære: opløselige ”runde” protein med enzymatisk funktion. Metabolisme · Redegøre for struktur og funktion af lipider, herunder fedtsyrer, triglycerider og cholesterol · Redegøre for struktur og funktion af kulhydrater Sakkarider – sukkermolekyler. Består næsten udelukkende af carbon, hydrogen og oxygen. Monosakkarider: C6H12O6 (hexose), atomerne er placeret forskelligt. - Glukose:

- Fruktose:

- Galaktose: - Ribose - Dioxyribose: Monosakkarid med sumformlen C5H10O5 kaldes pentose. Disakkarider: 2xmonosakkarid. Fx laktose (dannet af glukose og en galaktose), maltose (2xglukose). Stivelse: polymerer af glukose. Oligosakkarid: få monosakkarider sat sammen. Typisk brugt som signaler og markører. Primære biologiske måder af oplagre eller hente energi kemisk. · Redegøre for enzymers struktur og funktion Enzymer er kugleformede proteiner – lange aminosyrekæder Kan denatureret – ud af form hermed også funktion. Enzymer er med til at katalysere en proces, hjælper den på vej – samler de

substanser der skal reagere med hinanden til produkt  forøger reaktionshastigheden. Reaktionen kan hæmmes af inhibitorer, der sænker enzymaktiviteten. Temperatur kan påvirke enzymaktiviteten. · Demonstrere forståelse for forholdet mellem ernæring, kroppens behov og metabolske processer · Beskrive cellens syntese af triglycerider og polysaccharider Syntese af polysakkarider: Glykogen er overskudsglukose oplagret i depoter musklerne. Glukosepolysakkarider med hyppige kovalente bindinger mellem lagene. Glykogenelyse: nedbrydning af glykogen til glukose. Syntese af triglycerider: lipogenesis. · Redegøre for glykolysen og Krebs’ cyklus, herunder benævne de enzymer, der indgår i processerne, navne og strukturformler på metabolitter, samt hvor i cellen processerne finder sted. Glykolysen: rød blodlegeme benytter energi herfra. Pyruvat er endeproduktet – pr glukose 2 molekyler af pyruvat. Finder sted i cytosolen. · Redegøre for den oxidative fosforylering. Lokalisering i mitokondrierne, samt redegørelse for, hvorledes ATP dannes. Elektrontransportkæde: Genetik · Redegøre for den human karyotype og kromosomers struktur · Definere begreberne genetisk polymorfisme, microsatelit og genetisk kobling · Have forståelse for hvordan mutation, selektion og migration kan påvirke menneskets arvemasse · Have viden om hvorledes mutationer i arvemassen kan afspejles fænotypisk · Have viden om associationer mellem genetiske sygdomme, race og etnicitet · Kunne redegøre for mulige konsekvenser af henholdsvis somatiske og kønscelle mutationer · Redegøre for mitose · Redegøre for meiose, herunder rekombination af kromosomer · Redegøre for arvegange, herunder beregne risiko for videregivelse af genetisk sygdom · Anvende Mendel’s love og Hardy-Weinberg ligevægte til beregning af risiko for sygdom · Optegne stamtræer