Eksamensnoter til fordøjelseskanalen + accessoriske fordøjelseskirtler

Eksamensnoter til fordøjelseskanalen + accessoriske fordøjelseskirtler Marieb side 665 – 99 og Geneser side 479 – 542 Fordøjelsessystemet består af følgende organer:  Mundhulen  Svælget  Spiserøret  Mavesækken  Tyndtarmen o 12-finger tarmen (duodenum) o Jujunum (øverste del) o Ileum (nederste del)  Tyktarmen o Caecum o Colon o Rectum  Accessoriske fordøjelseskirtler o Spytkirtlerne o Leveren o Bugspytkirtlen Generel funktion: Sørger for effektiv optagelse af livsnødvendige stoffer (næringsstoffer, vand, vitaminer, mineraler osv.). De komplekse molekyler føden betår af nedbrydes til simple molekyler, der herefter kan transporteres over i blodkredsløbet eller lymfesystemet og fordeles i kroppen. Derpå sker der en absorption af nedbrydningsprodukterne, og de ufordøjede eller uabsorberbare bestanddele udskilles sammen med slim, bakterier og afstødte celler i form af afføring. De accessoriske fordøjelseskirtler er beliggende udenfor selve fordøjelseskanalens væg, men er udviklet er udviklet fra dennes epithelialbeklædning, hvorfor de har udførelsesgange, der munder ud i fordøjelseskanalen.

Side 1 af 31

Mundhulen: Den kaldes også for cavum oris på latin. Det er her det første i fordøjelsen sker. Her sker både en mekanisk medbrydning, som tænderne står for, og en kemisk nedbrydning, som enzymerne i spyttet står for. Tænderne har til opgave at bide maden over og tykke den, mens tungens opgave er at styre maden rundt i munden, ælte den og blande den med spyt. Tanden består af en krone, som er omgivet af emalje (give den glatte overflade), en hals og en rod. Tanden er dannet af et særligt knoglevæv kaldet dentin. Tungen består af tværstribet muskulatur, hvis overflade består af flerlaget pladeepithel. Tungen er fæstnet til tungebenet. Tungens overflade er dækket af papiller, og på siderne af papillerne sidder smagsløgene. Maden skal være opløst i spyttet, før at smagsløgene bliver påvirket. Smagsløgene kan opfatte surt, sødt, bitter og salt. Smagsindtrykket opstår som en kombination af smagssansen og lugtesansen. Spytkirtlerne udskiller spyt, når der kommer mad i munden. Også tanken om mad og synet eller lugten af mad kan sætte spytsekretionen i gang. Noget spyt dannes hele tiden fra mindre spytkirtler i mundslimhinden. Dette er nødvendigt for at holde mundslimhinden fugtig og for at holde tænderne rene. Der dannes ca. 1½ spyt i døgnet. Foruden vand inderholder spyt også mucin, spytamylase og enzymer, der er med til at dræbe bakterier i munden ved at

Side 2 af 31

opløse deres cellevægge. pH-værdien for spyt er ca. 7, da det er spytamylasens pH-optimum. Mundhulens funktion er, at findele føden og blanding med spyt Svælget: På latinsk hedder svælget pharynx, og det strækker sig fra kraniets basis til spiserøret, som det fortsætter i. Fortil står svælget i forbindelse med næsehule, mundhule og strubehovedet. Den bløde gane adskiller ufuldstændigt en øvre region (pars nasalis), fra en nedre, der består af pars oralis og pars laryngea. Svælget består af skeletmuskulatur i tunica muscularis, og den har en ret kompliceret makroskopisk udformning. Spiserøret: Kaldes også for oesophagus. Spiserøret er ca. 25cm langt og trækker sig fra overkanten af strubehovedet til mavemunden. Føden transporteres gennem spiserøret vha. peristaltiske bevægelser. Disse bevægelser er en fremadskridende bølge af kontraktioner i den cirkulære muskulatur i spiserøret. Bevægelsen sættes i gang, når spiserøret udvides af noget mad. Når der ikke er noget mad i spiserøret, er røret klappet sammen. Hele turen gennem spiserøret tager ca. 10sek. Selvom man står på hovedet, bliver maden ført i den rigtige retning, så tyngdekraften har ikke den store indflydelse på transporten

Side 3 af 31

Spiserørets funktion er udelukkende transport

Figur 18-29 - tværsnit gennem spiserørsvæggen (HE, x15)

Spiserøret er opbygget af flere lag, hvor den tættest på lumen er tunica mucosa. Tunica mucosa består af flerlaget pladeepithel, der er usædvanlig tyk. Epithelet er en fortsættelse af det flerlagede pladeepithel i svælget, mens der ved overgangen til mavesækken cardiaregion (der hvor spiserøret munder ud i mavesækken) brat ændret til enlaget cylindrisk epithel. Ændringen kan forekomme i de nederste 1 – 2cm af spiserøret. Lamina propria består af løst bindevæv, der kan indeholde lymfefollikler, der ofte er lokaliseret ved kirtlens udførelsesgange. Lamina muscularis er meget tyk i spiserøret, og består udelukkende af longitudinelt forløbende muskelfibre (muscularis mucosae består altid af glat muskulatur).

Side 4 af 31

Tele submucosa består af et moderat tæt bindevæv, der tillader udvidelse af lumen under synkning af føde, hvor de longitudinelle folder forsvinder Tunica mucularis er arrangeret i et indre cirkulært og et ydre longitudinelt lag. I den øverste del (ca. 1/3) af spiserøret er der tværstribet muskulatur, som bliver erstattet af flere og flere glatte muskelceller, og i den nederste 1/3 af spiserøret er der kun glatte muskelceller. Tunica adventitia udgøres af løst bindevæv, der hæfter spiserøret til de omgivne strukturer. Spiserøret består også af nogle cardiakitler, som er placeret slimhindens lamina propria, og forekommer kun i den allernederste del af spiserøret. Mavesækken:

Side 5 af 31

Mavesækken kaldes også for ventriklen, da den oprindelig hedder ventriculus. Den funktion er at mekanisk at opblande og behandle (peristaltisk bevægelse), opbevaring, kemisk bearbejdelse med syre og enzymer. I mavesækken bliver føden og mavesaften æltet sammen, proteiner bliver nedbrudt til polypeptider og peptider, nedbrydningen af stivelse bliver stoppet, B12-vitamin bliver bundet sammen med en intrinsic faktor (nødvendig for optagelsen af B12vitamin), og bakterierne bliver dræbt af saltsyren. Mavesækken har i alt tre kirteltyper og seks celletyper. Den udseende er, at overfladen er fløjlsagtig med folder og tragtformede fordybninger. Mavesækken kan typisk rumme 1 – 1,5L. Den fungerer som reservoir for maden (opholder sig i ca. 4 timer alt efter hvor lipidrig ens diæt er) og er derfor forsynet med et ekstra muskellag, og det lag medvirker til, at mavesækken kan udvide sig i alle retninger. På overgangen mellem spiserøret og mavesækken danner den cirkulære muskulatur nederst i spiserøret en lukkemuskel (sphinter), som benævnes cardia. Mavesækken ligger krummet med en stor udadbuet krumning mod venstre side og en mindre indadbuet krumning på højre side. I mavesækken består slimhinderne af enlaget cylinderepithel forsynet med kirtler. Disse kirtler danner 2½ – 3L mavesaft om dagen, og saften indeholder vand, pepsin, saltsyre, bicarbonatholdigt mucin og intrinsic factor. I den nederste del af mavesækken indeholder slimhinderne hormonproducerende kirtler, der laver gastrin. Gastrin fremmer udskillelsen af pepsinogen, saltsyre og bicarbatholdigt bugspyt. Det bicarbonatholdige mucin udgør et tyndt slimlag, som dækker mavesækkens overflade. Slimlaget beskytter slimhinden fra at blive ætset af saltsyren og nedbrudt af pepsin. Saltsyren slår bakterierne ihjel i mindre madklumper og er med til at få spytamylase til at holde op med at virke. Saltsyren spalter de forskellige enzymer i maden til polypeptider eller peptider.

Side 6 af 31

Genesers mikroskopprogram ikke indeholder figur 18-34 og 18-36 fra bogen. Så derfor husk at kigge i bogen, hvis du gerne vil se mikroskopbilleder fra mavesækken. Mavesækken opdeles også i alle de der Tunica´er, som resten af fordøjelsessystemet også inddeles i. I tunica mucosa er slimhinden tyk og har en blød fløjlsagtig overflade. Overfladeepithelet fortsætter ned i foveolae og er ens i alle dele af mavesækken, men derimod er kirtlerne forskellige alt efter hvor i mavesækken, man er. Hele overfladeepithelet samt foveolae beklædes af et højt énlaget cylinderepithel. Alle overfladeepithelceller producerer alle sammen slim, og tilsammen udgør alle cellerne en secernerende epithelflade. Slimet består af sejt mucin, der klæber til slimhinden i form af et lag, der er flere hundrede mikrometer tykt. Overfladeepithelcellerne producerer også bicarbonat, som binder sig til mucinlaget, og derpå gøres laget basisk. Det basiske lag fungerer som en buffer overfor saltsyren, der fra lumen diffunderer ind i slimlaget. Slimlaget har derfor en vigtig beskyttende funktion. Hvis epithelcellerne ikke hele tiden producere HCO3-, vil epitelcellerne nedbrydes meget hurtigt. Slimlaget udgør en vigtig del af det gastriske mucosa barriere. Slimlaget beskytter også mod andre kemiske stoffer fra føden som fx acetylsalicylsyre og alkohol. Som det kan ses på figur 18-36 i Geneser bogen, så består tunica mucosa af Corpus-Funduskirtler. I disse kirtler forekommer der fem forskellige celletyper, som er hovedceller, parietalceller, mukøse halsceller, endokrine celler og stamceller. Hovedcellerne forekommer i størst antal, og disse celler er serøse med basofil i den basale del. Granula i hovedcellerne indeholder pepsinogen, som er et inaktivt forstadium til pepsin. Pepsinogen aktiveres af saltsyren, da pepsinogen har et pH-optimum på ca. 2. Parietalcellerne er store og afrundede med runde mørke kerner, der er lokaliseret centralt. Cytoplasmaet er udtalt acidofilt (pga. det store antal mitokondrier), og derfor vil disse celler blive farvet rødt i HE-farvning. Parietalcellernes sekretionsprodukt, som er saltsyre, kan have en pH på ned til 0,8. Protonerne opstår i parietalcellernes cytoplasma ved dissociation af kulsyre, der er katalyseret af kulsyreanhydrase (bruger CO2 og vand). De dannede protoner bliver pumpet ud ad cellen og ud i lumen vha. H +-K+-ATPase.

Side 7 af 31

Chlorionerne bliver byttet ud med bicarbonationerne, og chlorionerne bliver passivt diffunderet ud i lumen. De mukøse halsceller er indskudt imellem parietalcellerne i kirtlens halsdel. De er lavt cylindriske med en basal affladet kerne. De er lyse i HE-farvning, mens de i PAS-farvning er en anden farve (se figur 18-40 Geneser). Der findes også et fåtal af stamceller, som er lokaliseret ved isthmusdelen af kitlen. Deres udseende er, at de er lavt cylindriske eller kubiske uden indhold af granula eller andre specifikke bestanddele i cytoplasmaet. De er i stand til at undergå mitose og derpå levere nye differentieret celler, som kan vandre fra isthmusdelen til overfladen eller ned i kirtlerne. Overfladeepithelet har en levetid på 3 – 4 dage, hvorpå de afstødes og erstattes af nye celler. Der et pga. mavesækkens barske miljø (sur pH og pepsin), at udskiftningen sker så tit, fordi det tager meget hårdt på cellerne. Tyndtarmen:

Side 8 af 31

Tyndtarmens funktion er, at fordøje den sidste del af næringsstofferne, som derpå bliver absorberet længere nede i tyndtarmen. Tyndtarmens overfladeareal er meget stort (over flere hundrede m2). Det skyldes villierne er mikrovillierne. Tyndtarmen inddeles i tre dele, hvor den første er 12-fingertarmen (Duodenum). Længden er ca. 25cm lang. Det er i 12-fingertarmen at fordøjelsen af proteiner og kulhydrater fortsætter, mens fordøjelsen af lipider startes og afsluttes i 12-fingertarmen. Der sker også en absorption til blodet og lymfen vha. glade og bugspyt. 12-fingertarmen modtager bugspyt fra bugspytkirtlen (pancreas) og galde fra galdeblæren og leveren.

Side 9 af 31

Tyndtarmsslimhinden består Figur 18-50 – tyndtarmsslimhinden (HE, x65) også af alle de forskellige tunica´er. I tunica mucosa har slimhinden en evne til at absorbere de nedbrudte fødebestanddele, og den evne forstærkes stærkt af forskellige strukturelle træ, der giver en meget betydelig forøgelse af den luminale overflade. Plicae circularis besår af både mucosa og submucosa og er med til at give en halvmåneformede folder på omkring halvdelen lumen. Plicae circularis forøger slimhindens overflade ca. 3 gange, og villi intestinales (længde = ca. 1mm) forøger overfladearealet yderligere 10 gange. Da hele tyndtarmen er besat af disse villis, så får tarmen en fløjlsagtigt udseende. Villierne er slimhindeudposninger, der består af en kerne af løst bindevæv tilhørende Side 10 af 31

lamina propria og er beklædt med epithel på overfladen. De Lieberkühnske krypter er også med til at forøge overfladearealet. Disse krypter findes overalt i tarmen, men specielt i tyndtarmen udskiller de Lieberkühnske krypter slim (gennem hele tarmen) og lysozym (et enzym), som nedbryder gramnegative bakteriers cellevæg og på den måde er med til at holde tyndtarmen bakteriefri. Slimhinden i tyndtarmsepithelet er beklædt med et enlaget cylinderepithel, der består af 6 celletyper:  Absorptive celler o Høje cylindriske celler med basalt stillede ovale kerner. Den frie ovale kerne har en tydelig børstestrøm o Cytoplasmaet indeholder mange mitokondrier, og har en temmelig veludviklet ER o Den aborptive funktion omfatter transport fra tarmlumen til blodog lymfekar af vand, uorganiske ioner og de nedbrudte næringssubstanser. Vand diffunderes vha. simpel diffusion, mens de uorganiske ioner optages vha. forskellige transportmekanismer  Bægerceller o De er indlejret mellem de absorptive celler o Cellernes mucin farves kraftigt med PAS-farvning o Mucinet fra disse celler + de Brunnerske celler danner et lag, som klæber til slimhinden og derpå yder en beskyttelse  Paneth celler o Forekommer i bunden af de Lieberkühnske krypter, som pyramideformet celler o Deres funktion er ikke kendt endnu  Entero-endokrine celler o Findes spredt mellem bægercellerne og de absorptive celler o De indeholder alle granula lokaliseret basalt for kernen o Antallet af disse celler er størst i duodenum og jejunum og aftager efterhånden i ileum og yderligere i tyktarmen  Stamceller o Er lokaliseret i de Lieberkühnske krypter o Cellerne kan både vandre op, og blive til bægerceller og absorptive celler, og ned og blive til Paneth-celler  M-celler

Side 11 af 31

o De udgør en funktionel del af det slimhindeassocierede lymfoide væv (MALT) Lamina propria i tunica mucosa består af et løst retikulært bindevæv, der er usædvanlig cellerigt. Lamina propria strækker sig op i villi og danner bindevævskernen i disse samt udfylder rummet mellem de Leiberkühnske krypter. Lamina muscularis mucosae består af et indre cirkulært og et ydre longitudinelt lag. Fra det indre lag afgår spinkle strøg af glatte muskelceller, der strækker sig fra ville og dannet et longitudielt bundt i den centrale del af disse. Ved kontraktion af disse strøg fremkaldes aktiv bevægelse af villi, idet disse kontraherer sig til cirka den halve længde flere gange i minuttet. Ved kontraktionen mindskes rumfanget besynderligt. Tela submucosa består af et relativt løst bindevæv, hvori de større blod- og lymfekar løber. Der ses desuden er der grupper af ganglieceller. Submucosa indeholder kun kirtler i duodenum, hvor de submukøse Brunnerske kirtler springer direkte ind i dine øjne. Disse kirtler forekommer ikke kun i submucosa, og er organiseret i grupper. Kirtlernes sekret er tyktflydende og mukøst med en let basisk pH-værdi. Sekretets funktion er at indgå i det beskyttende slimhindelag, som klæber til slimhinden på samme måde som mucinet i ventriklen beskytter dennes overfladeepithellag.

Side 12 af 31

Figur 18-56 - De sekretoriske endestykker i Brunnerkirtler i duodenum (HE, x275) Figur 18-55 - Brunnerkirtler i tela submucosa i duodenum (HE, x25)

Den sidste del af nedbrydningen af proteiner og kulhydrater sker i jejunum og ileum. Det er også her, at absorptionen af proteiner og kulhydrater finder sted. Der udskilles 2 – 3L tarmsaft i døgnet. Tarmsaften dannes af kirtelceller i tarmslimhinden. Saften består vand, mucin og bicarbonat (HCO 3-)(gør saften svag basisk og er med til at neutralisere saltsyren fra mavesækken). Derudover danner epithelcellerne i tyndtarmen fordøjelsesenzymer til nedbrydningen af peptider, disakkarider og nukleinsyrer. Enzymerne er knyttet il overfladen, hvor de spalter disse stoffer, lige inden stofferne bliver absorberet. Tyktarmen: Kaldes også for colon. I tyktarmen er der ikke flere næringsstoffer at nedbryde. Derfor inde holder tarmepithelet ikke enzymproducerende kirtler, men kun små slimproducerende kirtelceller. Der skal i forhold til tyndtarmen heller ikke ske så stort en absorption af stoffer i tyktarmen, så overfalden behøver ikke at være så stor. Der er derfor kun få grove slimhinderfolder og ingen villi i tyktarmen. Tyktarmens funktion er at absorbere vand og uorganiskesalte (primært NaCl), syntese af B12- og K-vitamin og transport. På den måde bliver afføringen en fast masse. Slimen (mucin) i tyktarmen virker som smøremiddel ved transporten og beskytter desuden slimhinden. Slimen bliver dannet af det store antal bægerceller, der findes. Side 13 af 31

Tyktarmen inddeles i caecum (blindtarmen) hvorpå appendix er tilkoblet, colon, rectum og canalis analis, og udgør den sidste del af fordøjelseskanalen.

Side 14 af 31

Figur 18-58 - tyktarmsslimhinden (PAS, x110)

Tyktarmen består også af alle de forskellige tunica´er. I tunica mucosa er tyktarmsslimhinden luminale overflade relativt glat, idet der ikke er villi. Derimod er der fortsat tubulære kirtler i form af Lieberkühnske krypter og disse er længere og mere lige end i tyndtarmen. Epithelet er højt cylindrisk. De absorptive cellers børstesøm er lavere end i tyndtarmen (det er klart, da der ikke skal absorberes så meget). Bægerceller forekommer i et langt større antal end i tyndtarmen. Som i tyndtarmen forekommer der stamceller samt mere udifferentierede celler ned mod krypternes bund. Her findes desuden et mindre antal entero-endokrine celler (side 510). Lamina propria består af et cellerigt retikulært bindevæv, men er meget sparsom pga. de tætstillede kirtler. Lamina muscularis mucosae består af et indre cirkulært og et ydre longitudinelt lag Tela submucosa består af løst bindevæv, der kan indeholde betydelige mængder fedtvæv. I laget ses det Meissnerske plexus. Tunica muscularis har en helt anden opbygning end i tyndtarmen. Den indre cirkulære lag er komplet, men det ydre lag danner 3 flade, longitudinelle bånd. Herimellem er det longitudinelle muskellag meget tyndt og kan mangle helt. I rectum forsvinder båndene igen, og det longitudinelle muskellag bliver af samme tykkelse hele vejen omkring lumen. Tunica serosa består af mesothel og subserøs bindevæv.

Side 15 af 31

Appendix er et lille udhæng, som sidder fast på tyndtarmen. Den er strukturelt opbygget som tyndtarmen, men har visse særtræk, hvoraf den vigtigste det vigtigste er en betydelig fortykkelse af væggen pga. rigelige mængder af lymfoidt væv, der danner et næsten sammenhængende lag af større og mindre follikler.

Figur 18-60 - tværsnit gennem appendix (HE, x20)

I tunica mucosa har lumen et uregelmæssigt kantet omridt og kan hos voksne være helt tillukket. Villi mangler, og de Lieberkühnske krypter forekommer i mindre antal end i resten af tyndtarmen. Epithelet består hovedsageligt cylindriske celler, der svarer til de absorptive celler i tyktarmen og har en børstestrøm, men der er ret få bægerceller. Lamina propria er helt infiltreret med lymfocytter, der tillige danner en fulstændig ring af solitære follikler. Appendix bliver herved også et sekundært lymfoidt organ Tela submucosa er tyk og indeholder ofte mange lipocytter (fedtceller) Tunica muscularis er langt tyndere end i den øvrige tyktarm. Det ydre longitudinelle lag er sammenhængende uden forekomst af bånd (taeniae) Tunica serosa beklæder den ydre overfalde og er ikke forskellig fra serosa på tarmen i øvrigt

Side 16 af 31

Blodkar i mave-tarmkanalen: Arterierne afgiver små grene til serosa, gennemborer mucularis og danner herefter et stort plexus i submucosa. Herfra afgår grene i luminal retning, som dels forsyner muscularis mucosae, dels danner kapillærnet i lamina propria. Kapillærerne i slimhinden drænes af et venøst plexus i den dybe lamina propria. Vener herfra danner et nyt venøst plexus i submucosa. Herfra følger de større vener arterierne Diverse ting om mave-tarmkanalen: Lymfekarrerne begynder som blindt endende lymfekapillærer i bindevævet mellem kirtlerne Marvetarmkanalen modtager autonome motoriske og sensoriske fibre. De motoriske fibre er både sympatiske og parasympatiske. De accessoriske fordøjelseskirtler: Fordøjelsessystemet består ud over selve fordøjelseskanalen af visse store kirtler, der pga. deres størrelse er beliggende udenfor selve fordøjelseskanalens væg, men er udviklet fra dennes epithalialbeklædning og munder ud i fordøjelseskanalen. De accessoriske fordøjelseskirtler har følgende medlemmer: mundspytkirtlerne, bugspytkirtlerne og leveren. Bugspytkirtlen: Bugspytkirtlen (pancreas) måler hos den voksne ca. 20cm i længden og vejer omkring 100gram. Den har ikke en egentlig kapsel, men omgives af et tyndt lag bindevæv. Finde bindevævssepta opdeler kirtlen i lobuli, hvoraf de største netop er synlige med det blotte øje. Bugspytkirtlen er både en exokrin og en endokrin kirtel. Den exokrine del indeholder acinære celler, der danner ca. 1,5L bugspyt pr. døgn, som udtømmes via udførelsesgangsystemet i duodenum (12-fingertarmen). Den endokrine del består af celler i de Langerhanske øer, som bl.a. producerer hormonerne insulin og glukagon, som har en afgørende indflydelse på kulhydratstofskiftet. De endokrine kirtler udgør ca. 1% af den samlede vægt.

Side 17 af 31

Figur 18-63 - Pancreas (HE, x65)

Figur 18-64 - Pancreas (HE, x565)

Den exokrine del af bugspytkirtlen danner bugspyt, som bliver udskilt gennem en udførelsesgang (ductus pancreaticus) til 12-fingertarmen. Inde i selve bugspytkirtlen når det første stykke af udførelsesgangsystemet helt ind i centrum af acinus og begrænses af de såkaldte centroacinære celler, der har et lyst cytoplasma og er ret små. Bugspyttet indeholder foruden vand bicarbonat, amylase (nedbryder stivelse til maltose), trypsinogen (bliver i 12-fingertarmen omdannet til trypsin, der nedbryder polypeptider til peptider) og lipase (nedbryder triglycerider til monoglycerider, glycerol og fedtsyrer). Enzymerne secerneres udelukkende af de acinære celler.

Side 18 af 31

Den endokrine del af pancreas ligger spredt i små øer, som kaldes for de Langerhanske øer. Der kan være fra en til flere hundrede celler i sådan en ø. Øcellerne afgrænset fuldstændigt af et tyndt lag retikulært bindevæv, der fortsætter ind i øerne i ganske ringe mængder. Den endokrine del udgør ca. 1% af den samlede vægt, og udskiller hormonerne insulin og glukagon. De regulerer blodets indhold af glukose, blodglukose eller blodsukker. Cellerne inddeles i alfa- og beta-celler. Beta-cellerne (udgør ca. 70%) danner insulin, mens alfa-cellerne (udgør ca. 20%) danner glukagon (hæver blodsukkeret). Delta-cellerne (udgør 5 – 10%) secernerer somatostatin, og F-cellerne (udgør et par procent) secernerer pancreatisk polypeptid. Insulin er et anabolsk hormon, altså et hormon, der resulterer i opbygning af makromolekyler. Insulins hovedopgave er, at reducere glucosekoncentrationeni blodet. Insulin virker i absorptionsfasen. Insulin stimulerer cellernes optag af næringsstoffer i forbindelse med måltider. Rekruttering af transportproteiner for glucosei blandt andet skeletmuskulatur, og stimulering af glycogensyntese, sikrer en lagring af glucose. Glucosesomdannelse til fedt og lagring i fedtceller er på tilsvarende vis med til at lagre energi. Opbygning af proteiner ud fra aminosyrer i blodet er på tilsvarende vis en måde at lagre aminosyrerne på. Insulin er et peptidhormonog transporteres frit i blodet.

Glucagoner modsat insulin et katabolskhormon. Dets hovedopgave er, at øge blodets koncentration af glucoseog fedtsyrer. Glucagonstimulerer levercellernes nedbrydning af glycogenog syntese af glucoseud fra aminosyrer (gluconeogenese). Begge dele fremmer koncentrationen af glucosei blodet. En øget koncentration af fedtsyrer i blodet virker glucosebesparende, da flere væv, herunder specielt muskelvæv i høj grad går over til fedtforbrænding i postabsorptionsfasen. Glucagoner et peptidhormonog transporteres frit i blodet.

Side 19 af 31

Leveren: Leveren er kroppens største kirtel, og den er rødbrunt organ, som vejer ca. 1,5kg. Leveren består af to lapper (en stor højre og en lille venstre). Mikroskopisk er den opbygget af leverlobuli. Leveren har en speciel væg, som gør, at den glimter meget. Leveren er en exokrin kirtel, da den ikke producerer hormoner. Dens funktioner er:  Har indflydelse på omsætningen af næringsstoffer  Danner kolesterol og galde  Nedbryder gamle erytrocytter (røde blodlegemer)  Aktiverer D-vitamin  Nedbryder / omdanner stoffer (alkohol, medicin og hormoner)  Fungerer som depot for jern, vitaminer, kulhydrater samt i mindre grad for aminosyrer Kolesterolet kan omdannes til steroidhormoner, galdesyre og D-vitamin og indgår også i cellemembraner. Dannelsen af kolesterolet sker i for det meste leveren, men kan også dannes i tyndtarmepithelet. Galden bliver dannet i leveren og er en grønlig eller gulbrun tykflydende slimet væske. Leveren producerer galden kontinuerligt, og galden sendes til galdeblæren, hvor den koncentreres og opbevares, indtil der er brug for galden i fordøjelsen. Leveren laver desuden også glykogen ud fra glukose, som bruges til blodsukkerregulationen. Celler i leveren kaldes for hepatocytter, da leveren på enten latin eller græsk hedder hepar.

Side 20 af 31

Side 21 af 31

Anatomisk og histologisk opbygning: Leveren har en speciel blodforsyning, da den både modtager venøst (iltfattigt blod fra venerne) og arterielt blod (iltrigt blod fra arterierne). Den før venøst blod fra mavetarmkanalen, milten og pancreas gennem vena portae. Leveren består af en tynd bindevævskapsel (Glissonske kapsel). Det opdeler her leverparenchymet i lobuli og betegnes det periportale bindevæv, idet det omgiver de portale eller Glissonske triader.

Figur 18-70 - levervæv fra et svin (HE, x55)

Leverlobuli er en af de 6 kantede prismer, som er omkredset af det periportale bindevæv.

Side 22 af 31

Figur 28-71 - Portal (Glissonsk) triade i leveren (HE, x275)

Hvis man laver et tværsnit af en lever, så vil man på tværsnittet kunne se sinusoider, som er blodkar, der forbinder centralvenen med vena portae.

På et tværsnit vil man også kunne se hepatocytter (som strenge, da de ligger ved siden af hinanden som en streng), centralvenen og mange sinusoider, som beskrevet ovenover. En bedre figur på sådan et tværsnit er figur 18,74 i Geneser (ikke et mikroskopbillede, men en illustration)

Side 23 af 31

Det vil se sådan ud i et mikroskop:

Figur 18-73 - en del af leverlobulus, der viser stremge af levervæv, sinusoider og centralvene (HE, x340)

Leveren har en stor blodforsyning, som tilføres via vena portae og a. hepatica. Efter at være nået ind i porta, deler blodkarrene sig hurtigt i større forgreninger, der følger bindevævet ind i leveren og efterhånden danner mindre og mindre grene. Leversinusoiderne er større og mere uregelmæssige end kapillærer og har en meget tynd cellulær væg, der kun adskilles fra levercellepladerne af det perisinusoidale rum med dets net af retikulære fibre. Sinusoidvæggen består af endothelceller, og til væggen er der desuden tilknyttet residente makrofager, der går under navet Kupffer celler. Endothelcellerne er affladede og danner den tynde sinusoidvæg. Kupffer celler betegnes også de Kupfferske stjerneceller pga. formen. Kernerne er mere plumpe end de affladede endothelkerner. Kupffer cellerne er residente makrofager og indeholder rester af fagocyterede erythrocytter, bl.a. som jernholdige fagosomer. Kupffer cellerne har også en betydning for fjernelsen af vira og bakterier fra blodårerne. Cellerne er placeret på endothelet i selve sinudoidlumen.

Side 24 af 31

Disses rum eller det perisinusodidale rum er et rum placeret mellem en hepatocyt og en sinusoid. Rummet består af plasma og ito-celler. Plasma, der siver ud gennem sinusoidvæggen er i stand til frit at gennemstrømme rummet. Ved at plasma gennem hullerne i sinusoidepithelet bringes i direkte kontakt med levercellernes overflade, fremmes udvekslingen af substanser mellem leveren og portablodet i høj grad. Udvekslingen fremmes yderligere af den forøgelse af levercellernes overflade ud mod Disses rum, der skyldes mikrovilli. Ito-cellerne (betegnes også lipocytter eller perisinusoidale celler) er i stand til at oplagre lipider, og tilført A-vitamin ophobes fortrinsvis i disse celler i området nær kernen. Herfra strækeer sig cytoplasmatiske udløbere, der har et stort indhold af aktinfilamenter. Udløberne omkranser sinusiodeepithelet, og Ito-cellerne har regulerende virkning på blodgennemstrømningen i sinusoiderne. Desuden kan de stimuleres til produktion af kollagen. De producerer således hovedmængden af kollagenet, som indgår i det intralobulære reticulum. Leveren er rigt forsynet med lymfekar, hvoraf de superficielle lymfekar danner et plexus i kapslen, der anastomoserer med dybe lymfekar i det interlobulære bindevæv. De Glissonske triader ledsages af lymfekar helt til de terminale forgreninger. Leverlymfen bliver hovedsageligt dannet i Disses rum. Herfra passerer den langs med blodkarrerne igennem hullerne i grænsepladen. I det interlobulære bindevæv opsamles plasmaet af blindt endende lymfekapillærer og betegnes nu lymfe. Denne drænes af lymfekarrerne langs triaderne.

Figur 18-77 - centralvene og den nærmeste omgivelser (HE, x440)

Side 25 af 31

Galdevejene begynder som de interlobulære galdekapillærer, der via Heringkanaler og terminale ductuli forbindes med de interlobulære, intrahepatiske galdegange, der forløber i den Glissonske triade. Disse løber sammen under dannelse af stadig større gange, der til sidst forlader leveren som de ekstrahepatiske galdegange. Galdekapillærerne har en diameter på ca. 1 mikrometer og er de mindste begyndelsesdele af galdevejsystemet. De er lokaliseret intralobulært mellem levercellerne. Galdeblæren – en sidenote:

Figur 18-84 - Galdeblærens væg (HE, x220)

Det øverste på figuren er lumen (glemte lige at skrive det). Gladeblæren opkoncentrerer galden, der er lavet af leveren. Galdeblæren udvides meget let og kan rumme ca. 50 mL galdevæske. Den bliver også brugt som lager for galden. Tunica mucosa er luminalt beklædt med et enkelt lag af ensartede højt cylindriske epithelceller. Kerne er ovale og basalt stillede, og cytoplasmaet er lyst eosinofilt. Lamina propria består af løst bindevæv. Der er ingen muscularis mucosae i galdeblæren, og slimhinden grænser direkte op til et tyndt lag af glatte muskelfibre (= tunica muscularis). Fibrene ligger i bundter adskilt af bindevæv og har ikke nogen entydig forløbsretning.

Side 26 af 31

Mundspytkirtlerne: Spyttet kommer fra tre store (og små) spytkirtler, hvor de store betegnes:  Glandula parotis (ørespytkirtlen)  Glandula submandibularis (kæbespytkirtlen)  Glandula sublingualis (tungespytkirtlen) Spytkirtlerne udskiller spyt, når der kommer mad ind i munden, men også tanken om mad og synet eller lugten af mad kan sætte spytsekretionen i gang. Noget spyt dannes hele tiden fra mindre spytkirtler i mundslimhinden. Dette er nødvendigt for at holde mundslimhinden fugtig og for at holde tænderne rene samt at virke smørende i kraft af indholdet af mucin, hvorved føden lettere synkes. Der dannes ca. 1,5L spyt pr. døgn, og foruden vand indeholder spyt også mucin (et glykoprotein) og spytamylase. Alle spytkirtler er opbygget af serøse og mukøse kirtelceller. Serøse kirtler indeholder udelukkende serøse kirtelceller og secernerer spytamylase, som er tyktflydende. Mukøse kirtler indeholder udelukkende mukøse celler, som udskiller rent mucin, der er stærkt viskøst. Blandede kirtelceller indeholder både serøse og mukøse celler, og deres sekret er viskøst og indeholder både mucin og spytamylase. I overvejene serøse kirtler forekommer dels serøse endestykker og dels endestykker, der er opbygget af både mukøse og serøse celler. I overvejene mukøse kirtler bliver de serøse celler forskudt til endestykkets blinde ende, hvor de i små grupper danner mørkt farvede halvmåner, som kaldes for von Ebnerske halvmåner.

Side 27 af 31

Figur 18-13 - Glandula parotis (HE, x45)

Figur 18-15 - Glandula lingualis (HE, x275)

Side 28 af 31

Præparater fra histologiøvelserne: Glandula parotis (bugspytkirtlen)(HE) modul 6 SH29: På præparatet kan man ikke så tydeligt se de forskellige lobuli, og der er ikke så meget bindvævssepta, som på figur 18-13. Ved zoom på x50, kan man tydelig se de forskellige spytrør og indskudsskiver, som er jævn fordelt på præparatet. De varierer noget i form (ovale, cirkler). Ved zoom på x400, ligner præparatet figur 18-12 i Geneser, når man er i nærheden af et spytrør. Ved indskudsrøret ligger cellerne meget tæt, og der er ikke en baggrundsfarvning, men ved spyrrøret er der færre celler og der er og baggrundsfarvning. Oesophagus (spiserøret)(midterste 1/3)(HE) modul 6 SH37: Når præparatet holdes op mod lyset, man kan se lumen med de omkringliggende cellelag. Når der zoomes med x25, så ligner præparatet i det store hele figur 18-29 i Geneser, hvor man kan skelne de forskellige lag (lamina og Tunica´er) fra hinanden. Tunica adventitia er mere tydelig på præparatet end på figuren i Geneser. Tunica submucosa er et meget tykt lag på præparatet. Fundus ventriculi (mavesækken) SH-39 og AH-13: Når præparatet (SH-39) holdes op mod lyset, man se de forskellige lag (tunica´er), som mavesækken er bygget op af. Ved zoom på x100 kan man i tunica mucosa tydelig se foveolae gastricae cellerne, som man desuden også finder længere inde i tunica mucosa. Man kan også se overfladeepithellaget, som varierer meget i tykkelsen. Desuden ses muskellaget, men det er svært at afgøre, hvor de forskellige lag i muskellaget adskilles. Præparatet ligner meget figur 18-34 i Geneser. På AH-13-præparatet ses tydeligt, at overfladeepithelet farves rødt som på figur 18-35 i Geneser. Desuden kan man i præparatet se de enkle celler frem for en samlet rød masse som på figuren i Geneser. Duodenum (en del af tyndtarmen)(HE) SH-41: Man kan ikke så se de forskellige lag, når præparatet holdes op mod lyset. Når zoomet til x50, kan man de forskellige lag. De Lieberkühnske krypter udseende varierer meget. For det meste er krypterne en del bredere end på figur 18-50 i Geneser. På præparatet kan man ikke så mange villi´er som på figuren i Geneser, men epithelet ses tydeligt. Når der zoomes til x100 og x400 på Side 29 af 31

mikroskopet, kan man tydeligt i tele submucosa se de Brunnerske kirtler, som er meget muskøse. Præparatet ligner meget figur 18-56 i Geneser. Tyktarmen (HE) SH-43: Når præparatet holdes op mod lyset, kan man tydelig se det enlaget pladeepithel, mens man ikke kan se de forskellige lag. Ved zoom på x50 kan man tydelig alle de forskellige Lieberkühnske krypter, som har nogenlunde samme form (ovale), men længden og bredden varierer en smule. Det ligner overhovedet ikke figur 18-59 i Geneser. Pancreas (bugspytkirtlen)(HE) SH-34: Når præparatet holdes op mod lyset, kan man se de tykke bindevævssepta i præparatet. Ved zoom på x100 kan man tydelig se inddelingen af de forskellige lobuli, der er afskilt af bindevævssepta. Inde i septaen forekommer der nogle steder blodårer og udførelsesgange. De er forefindes også udførelsesgange inde i nogle af lobuli. Man kan desuden også se de lyse Langerhanske øer, som er fyldt ud med celler. Præparatet ligner meget figur 18-63 i Geneser. Lever (HE) SH-5: Ved zoom på x50 og x100 kan man ikke så tydeligt se inddelingen af de forskellige lobuli (man kan ikke det 6-kanten). Man kan nogenlunde i præparatet se de Glissonske triader og centralvenerne. Præparatet ligner lidt figur 18-70 i Geneser, da man på figuren tydeligt kan se inddelingen af lobuli og det interlobulære bindevæv. Præparatet ligner mere figur 18-75 i Geneser, som er et billede af levervæv fra en okse. Galdeblæren (HE) SH-50: Når præparatet holdes op mod lyset, kan man overordnet se de forskellige lag i galdeblæren. Bemærk at både lamina muscularis mucosae og tela submucosa mangler, så lamina propria grænser direkte op mod tunica mucilaris. Man kan tydeligt se epithelet og grænsen mellem de forskellige lag. Præparatet ligner udmærket figur 18-84 i Geneser.

Side 30 af 31

Side 31 af 31